Alperosen - Garboedals Hjemmeside

Alperosen
Gl. folkevise

Hist på Alpens isbelagte spire,
der, hvor intet menneske tør gaa,
klynger sig langs op ad fjeldets sider
Alperosen, som man ej kan naa

Der i dalen skued` man en blomme
yndig, skøn som Alperosen hvid;
bejlerne i flok til hende komme
for at ægte pigen huld og blid.

Hun var ung, hun var en yndig Terne,
datter af den rige købmand Bro.
Ingen naaed` dog den klare stjerne;
thi i hendes sjæl tog hovmod bo.

Dalens yngling hende haanden rækker;
"O, Alvilda, bliv min væne brud.
Alt mit guld jeg for din fod nedlægger,
klæder dig som Alpens rose prud."

Men hun svared`: "Ingens brud jeg bliver,
før jeg faar det løfte af hans mund,
at han mig en Alperose giver
- thi en eneste jeg ønsker kun.

Har du, Janus, mod til det at gøre,
da du blive skal min elskte mand.
Herrens haand skal dig på bjerget føre,
men farvel, hvis det dig lykkes ej."

Kækt saa klatred` han ad bjergets side,
naaed` op, hvor Alpens roser stod,
plukkede en klynge roser hvide
og dem kasted` for Alvildas fod.

Glad Alvilda nu hans stemme hørte:
"Her er Alperosen fra din ven.
Herren, som min fod på bjerget førte,
fører mig nok ned til dig igen."

Men imens hans øjne frydfuldt skinne,
gled hans fod fra stedet, hvor han stod,
og han faldt fra Alpens høje tinde
ned i dalen for Alvildas fod.

Døden blev for kærlighed ham givet
- sønderslaaet laa hans legem der.
Og hun græd: "Nu er forspildt mig livet,
jeg har mistet vennen, jeg fik kær.

Kunde jeg ham ej i livet følge,
vil jeg nu i døden med ham gaa.
Farvel, forældre, her på livets bølge,
Farvel, o søstre, gid i lykken nå."

Hun steg op og styrted` ved hans side,
fad´ren fandt dem der ved klippens fod.
Alpens roser var ej længer´ hvide
- de var farvet rød af deres blod.

Udskriftvenlig version

Retur til sange