Den sorte Sejler
Gl. Vise
Det var en kold og stormfuld Nat,
Vi skimted’ Dover-Fyrets blink saa mat,
og Himlens Stjerner var skjult med Skyer graa,
ja, Vinden peb i Takkel, Mers og Raa.
Det triste Vejr, den kolde Vind
bortjog de raske Gutters glade Sind.
Tavs var alle, ja, tavs var Ulkens Mund,
det var, som aned’ han en Alvorsstund.
Da lød Kaptajnens klare Røst:
Se, Gutter, her om Styrbord ret mod Øst,
det er en sejler, jeg kender den saa vist,
jeg mindes Tørnen, fra jeg saa den sidst.
Det var en kold og stormfuld Nat,
mod Norges Kyst vi havde Kursen sat,
da kom den Sejler, vi skimted’ her paa Stand,
da sank vor Skib der med tre raske Mand.
Til Døden dømt det var vor Baad,
den maa sig bøje for Søens skarpe Braad.
Den sorte Sejler med Vimpel gul og rød
jo varsler Undergang og Gutters Død.
Ved fire Glas det Skib forsvandt,
og næste Morgen vort Skib sin Grav da fandt;
men Gud var med os i al vor Sorg og Nød,
og vi slap alle fra den kolde Død.
En ting jeg ved, det stemmer grant,
Den sorte Sejler ved Midnat varsler sandt.
Et Sagn jo siger, den farer stadig om
paa Havet fredløs, det er dens Dom.