Dragsholms Pris!

 

Melodi: Jeg ved hvor der findes en have så skøn…….

 

Hvorfor sku´ man rejse mod syd eller nord,

når der er så dejligt på Odsherreds jord.

Ja, kom blot ti Dragsholm og se, at her er der smukt

fra Lammefjords-dæmning til Nekselø Bugt.

 

Herinde bag dæmningen formes vort liv,

som liv sig former – med venskab og kiv.

Naturen omkring os, - den stemmer dog sindet lyst,

og maner til mildhed, - fra kyst og til kyst!

 

Og skal der så endelig strides en strid,

den slags lader vi folk om, - som vil og har tid.

Men hvem vil så strides? – jo, derom vi får et nys:

”Hvert fjerde år går vi så op og slår et kryds!”

 

Af kunstnere går her så mange i hi

med lærred og fuldskæg – og stort staffeli.

”Rivalen til Skagen” – naturen hér gør dem glad

med lys og med luft – og jeg ved ikke hvad.

 

Vi ser i avisen om rødder og ros,

men sligt skal vi ikke ha’ herop til os.

Nuvel, vi har rødder – derpå lægger vi ej skjul,

vor rod er berømt, - og så er den gul.

 

Se no’en dialekt bider aldrig på vos,

skønt folk si’r, vi snakker som blinde de slås.

Man si’r, at vi ”dræ-æ-æ-æ-ver, å snakker på lave gear,

å sådan æ folk fyldt mæ sære ideer.”

 

Hver sommer turismen er rigtig i sving,

ukrist’lige tungemål flyver omkring.

Men lad dem kun komme, - de handlende er parat, -

(det) gi´r klejner i kassen – og det i en fart.

 

De ser sig omkring her, - på stort og på småt:

”En skotskternet jarl, - her er kirke og slot.”

Sku´ alle ting nævnes, - så kunne vi blive ved,

Min pris er til ende, - ”og det var så ded!”

                                                                                                                                                             

Bent Kjærsgaard

 

Retur til sange