Guds Himmel var saa mørk og graa

 

(Fiskerdrengen fra Lynæs)

 

Tekst: Johannes Barner

Musik: Henrik Rung

 

Guds Himmel var saa mørk og graa

en Nat i sene Høst,

og Havet pisked’ Skum og Fraad

langt ind paa Jyllands Kyst.

I Bondens Gaard var alting lukt,

og Port og Laage stængt,

og i hver Hytte Lyset slukt,

thi Vejret det var strengt.

 

Den Moder havde sine Smaa

med Taarer bragt i Seng.

Den ældste gennem Ruden saa,

det var en tolvaars dreng.

Han sagde: ”Græd ej, kære Mor,

gaa ej med Sorg i Seng,

jeg vokser op og bliver stor,

stol paa din egen Dreng.

 

Jeg ved hvorfor din Kind er vaad,

og rastløs om du gaar,

det er fordi vor Faders Baad

kom ikke hjem i Gaar.

Men du kan tro, da Skib og Ror,

og Mast og Spejl og Stavn

blev lavet splinternyt i Fjor,

er Fader nok i Havn.

 

De ord gød Haab i Moders Bryst,

træt slumrede hun ind,

mens drengen gennem Ruden Saa

tavs med bedrøvet Sind.

Da alle sov, mens Bølgen slog

i Stormens Raseri,

tog Drengen Lygten ned fra Krog

og sat’ et Lys deri.

 

Saa gik han da med Haab og Tro,

saa lille som han var,

langt ud paa Næssets svage Bro

med Lygten, som han bar.

Han klamred sig til Lægten fast

bad højt en Bøn til Gud.

Der stod han til den klare Dag

til Haab og Lys gik ud.

 

Og mangen Skude gik den Nat

til Ro paa Havets Bund.

Og mangt et Haab blev slukket brat

i Nødens bitre Stund.

Men Fader red paa Bølgens Ryg,

hans nye Baad holdt ud,

red Stormen af – han landed’ tryg

og takkede sin Gud.

 

Tre Dage gik – en Aftenstund

gik stille han i Land

Højt halsede den lille Hund,

da han gik frem på Strand.

Og Drengen sagde: ”Mor, din Søn

fik Ret – jeg holdt jo ud,

nu har vi Fader, thi min Bøn

blev hørt af Himlens Gud.

 

Udskriftvenlig version

 

Retur til sange