Mens jeg har dig endnu, lille Mor
Tekst: Knud Pfeiffer
Musik: Tom Grant
Lille Mor – jeg ved, at jeg har skuffet dig saa tit –
ingen har vel saaret mer end jeg!
Siden jeg blev ”voksen”, har jeg bare tænkt på mit,
Der blev aldrig særlig Tid til dig!
Jeg kom ikke hjem, før jeg var sulten eller træt –
nu forstaar jeg godt, hvis du har grædt!
Og hvis jeg en enkelt Gang fik Tid til et Par Ord,
var du saa fornærmet – ikke Spor.
Aah, hvor var du dog sød, lille Mor,
og hvor jeg saa fortrød, lille Mor;
mod din kærlige, blide Natur
var jeg tit utaknemlig og sur.
Hvorfor har du dog aldrig fortalt,
om de Haab og de Taarer, der faldt?
I min Sang vil jeg lægge de kærligste Ord,
mens jeg har dig endnu, lille Mor!
Stille har du puslet i vort lille, lune Hjem,
lænket der til Stoppenaal og Garn.
Aften efter Aften har dit Vindue staa’et paa Klem –
vented´ du forgæves på dit Barn?
Kun hvergang en Kærlighedsaffære tog mit Mod,
fandt jeg mig en Skammel ved din Fod,
du forstod at trøste mig og kysse mig ”Godnat” –
næste Dag var du igen forladt.
Der var ingen som du, lille Mor,
men jeg ser det først nu, lille Mor,
at der gives kun een Kærlighed,
det er DIN, og kun den varer ved!
Men de Ønsker, jeg aldrig fik bragt,
og de Tanker, jeg aldrig fik sagt
de skal bæres imod dig fra Blomsternes Flor,
mens jeg har dig endnu, lille Mor.