Naar Solen sænker sine Straaler
Tekst: Robert Schønfeld
Musik: Willy Kierulff
Naar Solen sænker sine Straaler
med ømhed tænker jeg paa dig;
naar aftensolen Himlen maaler,
da er min tanke paa din Vej.
Du er det bedste, jeg har mistet,
du var den første, jeg tilbad.
For din Skyld er mit Hjerte bristet,
for din skyld er vi skilte ad.
Sig mig, hvor kunde du mig svige,
jeg var dog altid tro mod dig!
Du kaldte mig ”din egen Pige”,
med disse Ord betog du mig.
Nu gaar jeg ene her i Verden,
slet ingen om mig bryder.
Jeg føler Kummer, Sorg og Smerten,
som du i Livet volded` mig.
Men skulde det engang dig hænde
At du kan tænke lidt paa mig;
saa kom igen, jeg maa bekende,
jeg har for længst tilgivet dig.