Den bortførte Pige

Gl. Vise

 

Melodi: To Piger gange dem ned til en Strand.

 

Den skønne Selinde, som Barn fra sit Hjem.

Blev røvet en Aften i Haven.

To lumske Zigeunere listed sig frem.

Da alt var saa tyst som i Graven.

 

De bortførte Pigen, vel hundrede Mil.

Syv Aar just hun fyldte, den lille;

Forældrenes Kinder bar aldrig et Smil.

I Hjemmet blev sorgfuldt og stille.

 

Zigeunerne solgte Selinde for Guld.

Da ind i Tyrkiet de vandred;

I Tyrkernes Hjem til en Rose saa huld

Med Aarene hun sig forandred.

 

Nu skulde hun sælges for dyreste Pris,

Hun var jo en yndig Slavinde.

Da flammede Krigen paa grummeste Vis.

Og Tyrkernes Blod monne rinde.

 

Langt ind i Landet Selinde blev sendt.

Hvor Russerne ej maatte træde.

Der sad hun en Aften, Nymaanen var tændt

Men bitterlig monne hun græde.

 

”Ak, hvor er min Slægt og mit Fædrenehjem?

Hvi skal jeg i Verden staa ene,

Og sælges – maaske til en Herre saa slem?”

Da rørte sig Buskenes Grene.

 

Og frem over Hækken en ung Officer

Af Russernes Hær monne skue:

Han hvisked: ” O Skønne, hvi sidder du her,

Hvor Farer dig snart ville true?

 

Thi vid, vi er rykket herind just i Dag,

Lyt, hører du Skuddene brage?

Kom, følg mig i Læ under Russernes Flag,

Og jeg skal dig ikke bedrage.”

 

Selinde forstod ham, - han talede fransk;

Hun sukked: ”Jeg er kun Slavinde.

Bortstjaalet som Barn – her er jeg udenlandsk,

Men h v o r skulde Redning jeg finde?”

 

De talede sammen, til Maanen gik ned,

Da flygted de ilsomt fra Stedet;

Den grusomme Herre han fnyste derved,

Selinde hun var jo nu reddet.

 

Snart fandt Officeren et afsides Hus

Og sagde: ”Vent her til i Morgen,

Naar Solen den tænder sit lysende Blus,

Jeg kommer da til dig forborgen.”

 

Saa red han, - men snart brød Tscherkessere frem

I Natten og rased og skændte;

Selinde paany blev ført bort fra sit Hjem,

Mens Landsbyen grusomt de brændte.

 

Da Russerne kom, var de borte som Lyn,

Og een tog paa Hesten Selinde,

Han bandte og rased og rynkede Bryn,

Og svinged’ sin Dolk over hende.

 

I Skoven i Mørke der gjorde de Holdt,

Der vilde den Hedning vanære

Den frankiske Pige – dog rolig og koldt

Hun svared: ”Før dør jeg med Ære.”

 

Saa rev hun ham Dolken af haanden; dog let

Barbaren fik Bugt med den svage;

Da knalded et Skud – et endnu – hvad var det?

Saa hørte man Grenene knage.

 

Frem foer Officeren:”Ha Røver, se der

Er Løn!” og hans Vaaben nu lyned;

Død styrted Tscherkesseren ned for hans Sværd,

Selinde besvimed ved Synet.

 

”Kom Elskte!” udbrød Officeren, ”her er

Mit Korps – du er sikkert befriet!

Din Slægt er udfundet – din Broder er her,

Kaptajn er han ved Kompagniet.

 

Nu takker jeg Gud, at han reddet dit Liv!

Til dine Forældre vi sender

Dig hen; - efter Krigen du bliver min Viv!”

-         og dermed Historien ender.

 

Udskriftvenlig version

 

Retur til sange